Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Fortsætter sejrsstimen med sejr over Solrød
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig04. september 2022
Efter mange tætte opgør mod Solrød de seneste par år var niveauforskellen tydelig med en 4-0-sejr til BSF. Efter tre kampe har BSF fortsat maksimum point i 2. division og er det eneste ubesejrede hold.
Marika Østergaard Svensson sætter her ord på kampen:
”Efter en god træningsuge havde vi været forberedt på kampen mod Solrød i lang tid. Vi vidste, det var et af de hold, vi skulle slå for at rykke op i 1. division. Vi var klar på vores plan, og allerede fra mødetid i omklædningsrummet kunne vi mærke, hvor spændte vi var. Vi var klar.
Vi starter med bolden og lægger pres på med det samme. I de første 10 minutter har vi tre store chancer, og vi scorer i det 8. minut på et fremragende mål af Mathilde. Gennem hele kampen har vi nogle rigtig gode kombinationer, står rigtig stærkt og kæmper for hinanden.
Vi kommer frem til flere og flere chancer, og Solrød bliver mere og mere trætte. Vi får dog også skader - lidt for mange af dem, men heldigvis har vi nogle virkelig stærke spillere på bænken. Gryde kommer i en 1-mod-1 med keeperen og scorer køligt, hvorefter vi fortsætter med at dominere. Indskiftede Maja Nikolic scorer til 3-0, og i kampens døende minutter sætter indskiftede Bagger bolden i nettet til 4-0.
Tre ud af tre kampe vundet. Nu kæmper vi mod Fredensborg på lørdag, som vi senest slog 4-0 i pokalen.”
I rundens øvrige kampe spillede Fredensborg 1-1 hjemme mod Køge, mens Kolding slog oprykkerne fra Ølstykke med 10-0. Både BSF og Kolding har nu 9 point, hvor Kolding topper på grund af en bedre målscore, men har også spillet en kamp mere end BSF.
I næste weekend venter som nævnt Fredensborg, der ligesom i pokalen lægger græs til opgøret. Kampen spilles lørdag 10. september, kl. 12. Allerede onsdag 14. september spiller vi igen, når Brøndby kommer på besøg til pokalbrag med kampstart kl. 19.