Ny træner: ”Det helt klare mål er, at vi skal vinde”
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig26. september 2020
Det er med nye kræfter på sidelinjen, når BSF lørdag eftermiddag byder Fredensborg op i den næstsidste kamp i det indledende puljespil.
Anja Heiner-Møller tiltrådte mandag som ny cheftræner og fik selskab af BSF’s tidligere Head of Coaching Torben Frost Clausen som assistenttræner. Og selv om forberedelsestiden for nogen kan synes kort, så er tiden udnyttet på bedste vis.
”Vi skal spille mod Fredensborg, så jeg har set video af vores første kamp mod dem, og jeg så Fredensborgs kamp her i weekenden. Der er ikke nogen tvivl om, at det er et fysisk hold, vi skal møde sammenlignet med os selv, men vores tekniske kunnen er rigtig, rigtig høj, så det er et spørgsmål om, at vi får spillet uden om deres pres rigtigt hurtigt, så vi kan komme frem til nogle chancer,” siger Anja Heiner-Møller.
Alt fokus har gennem ugen ikke udelukkende være på kampen mod Fredensborg, men også på at komme ind på holdet.
”Den første uge har jeg brugt på lære pigerne at kende og samtidig få noget intensitet ind i vores træninger, og så kan der komme flere taktiske detaljer med i dybden bagefter,” siger hun.
Korte og langsigtede mål
Det er ikke heldet, der har tilsmilet BSF i sæsonens foreløbige seks 1. divisionskampe, men den nye træner er overbevist, at det snart kan komme, for selv om tabellen ikke viser det – kun et enkelt point, desværre – så er spillernes kunnen langt bedre end det.
”Når man kigger på den kamp de spillede sidst mod Fredensborg, skulle pigerne have haft tre point der. Der er mange, der undrer sig, når de har mødt det her hold, over, at de ikke har flere point, så det er den, der står og tipper den ene eller den anden vej. Sejren til BSF kunne sagtens være kommet tidligere. Torben og jeg håber bare, at vi kan få sat gang i noget her.”
Målsætningen for første kamp og de kommende er derfor klar.
”Vi går efter alle tre point. Det helt klare mål er, at vi skal vinde nogle kampe. Det hele står ikke og falder på, om vi vinder den første kamp, men det skal komme, for vi vil blive i 1. division, når vi kommer til juni. Der er rigtig mange kampe forude, men de to første er selvfølgelig vigtige, fordi vi tager pointene med videre,” siger Anja.
Du kan se det nye trænerteam i aktion og se om jagten på tre point bærer frugt, når kampen med Fredensborg fløjtes i gang i Gryden i dag lørdag, 26. september, kl. 13.30.