Foto: Nanna Wincentz Ludvig (Arkiv)
Kæmper sig tilbage i kampen og erobrer førstepladsen
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig10. oktober 2021
Ballerup-Skovlunde er tilbage på førstepladsen i 2. division efter en vigtig udebanesejr over Østerbro. En flot holdindsats sikrede comeback i 2. halvleg og en 3-2-sejr efter skiftende føringer inden pausen.
Amanda Brunholt sætter her ord på kampen:
"Østerbro er som vi selv et hold, der gerne vil have bolden og spille flot fodbold, og vores kampe mod dem er altid tætte og med meget nerve. Inden kampen lå Østerbro på 1. pladsen og vi selv på 2. pladsen, hvilket kun gjorde kampens betydning endnu mere udtalt. Derfor talte vi også om, at vi skulle være 100 % klar fra start og hjælpe hinanden med en masse kommunikation.
Vi starter fantastisk og får sat et virkelig flot angreb op, hvor Emma Drewes snyder sin direkte modstander på kanten og smækker den ind i støvlerne på Sille Lønstrup, som kan sætte den ind. Det er en drømmestart at få scoret så tidligt, men desværre overlader vi efterfølgende alt initiativ til Østerbro. Vi har svært ved at finde hinanden og holde på bolden, og vi hænger heller ikke ret godt sammen i presset, hvilket betyder, at Østerbro får lov til at spille og lægge pres mod vores mål. Knap halvvejs i første halvleg lykkes det dem at få udlignet på et langskud via overlæggeren. Efter målet kommer vi lidt bedre med, men desværre får de tildelt et - fra vores synspunkt - tyndt straffe. Jeg læser rigtig side, men selvom jeg får hånden på, går bolden i mål via stolpen, og Østerbro bringer sig foran. Resten af halvlegen er mere lige, uden at det udmønter sig i de store chancer.
I pausen taler vi om, at vi skal være bedre til at hjælpe hinanden og have mere bevægelse, så vi kan spille hurtigt forbi deres pres. I 2. halvleg rykker vi sammen og spiller som hold, og vi lykkes markant bedre med at få spillet forbi Østerbros pres og få sat nogle flotte angreb sammen. To gange bliver Sofia Weatherall sendt i dybden og passerer Østerbros keeper, først med et flot lob og senere med en god afslutning højt i målet. Da vi er kommet foran, bliver vi ved med at spille og forsøger at holde fast i bolden, og det lykkes godt i lange passager. Samtidig kæmper vi som hold og forsvarer, når det er nødvendigt. Østerbro får spillet sig frem til et par store chancer, men med fight fra forsvaret og lidt uskarphed fra Østerbros angribere lykkes det at holde dem fra scoring, så vi kan fejre en 2-3-sejr, da dommeren fløjter af.
Det var ikke den bedste kamp fra vores side, men vi stepper up efter pausen og viser, hvad vi kan, når vi kæmper og spiller som hold. Det var derfor en flot holdindsats, der betyder, at vi kan gå ind i den næste træningsuge på 1. pladsen i puljen."
BSF topper puljen med 16 point efter otte kampe, mens Østerbro og Solrød følger efter med 14 point hver. I næste uge skal der jagtes revanche mod Fredensborg, som holdet tabte 1-2 til for halvanden måned siden. Kampen spilles på lørdag 16. oktober hjemme i Gryden, kl. 11.00.