Foto: Frank Nielsen / FN Sportsfoto
Nyt nederlag trods store chancer
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig16. september 2019
Ballerup-Skovlunde havde genfundet kampformen og spillede i store dele af kampen lige op mod Fortuna Hjørring. Alligevel endte kampen med nederlag på 1-4.
Det var top mod bund, da BSF søndag tog imod Fortuna Hjørring i Gjensidige Kvindeliga, og gæsterne tog hurtigt teten og lagde pres på.
Efter fem minutter bar et af Fortuna Hjørrings angreb frugt, da gæsternes Camilla Møller Hansen skød bolden i mål til 1-0.
Efter målet begyndte BSF at presse på. De næste fem minutter bød på flere gode angreb, der holdt bolden på samme banehalvdel og flere afslutninger, som desværre ikke gik i mål.
Som halvlegen skred frem, havde Fortuna Hjørring den største boldbesiddelse, men spillet gav chancer til begge hold, uden at nogen formåede at udnytte dem.
BSFs bedste periode i halvlegen begyndte fem minutter før pausefløjt. Først kom et løb af Lærke Tingleff, der spillede bolden til Cecilie Larsen, der skød den lige over overliggeren. I det efterfølgende angreb sendte Laura Guldbjerg Pedersen et hovedstød kort forbi mål. Derefter fulgte et velplaceret skud på mål, som målmanden reddede.
Jagt på reducering
Efter pausen tilfaldt første chance BSF, men Fortuna Hjørring fik i højere grad fat om spillet og fik tilspillet sig nogle større chancer. BSF-kvinderne bevarede roen, og kampbilledet blev snart mere lige igen.
Trods muligheder til BSF, lykkedes det ikke at holde modstanderne fra at score. Efter en lille times spil fik Fortuna Hjørrings Agnete Nielsen listet bolden bag Naja Bahrenscheer fra en spids vinkel til stillingen 2-0 til gæsterne.
Et hjørnespark fem minutter senere førte til en udbygning af føringen, da Fortuna Hjørrings Laila Himle modtog bolden foran mål og sparkede den ind til 3-0.
BSF fortsatte jagten på et reducerende mål, og kort efter endte et angreb med en dobbeltchance, men igen forblev bolden ude af målet.
Med fem minutter igen kom reduceringen endelig, da Cathrine Buccat Graversen udspillede Fortuna Hjørrings målmand og skød bolden ind til 1-3.
Resten af kampen jagede BSF flere mål i håbet om point. Desværre endte det i stedet med en scoring til Fortuna Hjørring i de døende sekunder, da gæsternes Sanni Maija Franssi scorede til slutresultatet 4-1.
Et vendepunkt
De gode spilperioder var det, spillerne vedhæftede sig efter kampen.
”Vi kæmpede røven ud af bukserne og stod sammen som hold. Vi har nogle gode elementer i kampen, hvor vi får spillet det spil, vi gerne vil spille, og vi kommer til gode chancer og havde mulighederne til flere mål. Desværre får de udnyttet deres omstillinger og scorer på dem,” sagde Sarah Jankovska efter kampen.
I de seneste kampe spillede BSF ikke deres bedste spil, men det blev ændret i kampen søndag.
”Vi skal bruge kampen som et vendepunkt. Vi spiller en af vores bedste kampe, selv om man ikke kan se det på papiret eller resultatet, og vi har den rette indstilling, så resultaterne skal nok komme,” sagde Marie Grib efter kampen.
BSF ligger fortsat sidst i tabellen med to point for seks kampe.
Næste kamp for BSF er lørdag 21. september 2019, når de spiller ude mod FC Nordsjælland.