Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Nedelag i udskudt halvleg
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig02. juni 2021
Efter næsten tre ugers venten skulle Ballerup-Skovlundes 2. halvleg mod Herlufsholm spilles efter den blev udskudt på grund af torden. Desværre blev 1-1 forvandlet til 1-3 i Gryden, efter spillerne ikke fandt den gode rytme.
Kampen fra Kristi Himmelfartsdag skulle spilles færdig, og vejret mindede til dels om det, der var da første halvleg blev fløjtet af: overskyet og med lidt regn, men ingen truende torden.
Desværre var kampbilledet ikke det samme som små 20 dage tidligere, da holdene gik til pause 1-1. Herlufsholm var dominerende og lagde et tungt pres, som BSF først fik brudt efter Herlufsholm kom foran 2-1 efter fire minutter på et hjørnespark, hvor Katrine Krag-Andersen headede den i mål.
De første muligheder for en udligning kom på kontra, men timingen og skarpheden manglede. I stedet gjorde Herlufsholm det til 1-3, da Annica Just Schreiber blev spillet fri på kanten i feltet og sparkede den ind bag Lærke Rasmussen i målet efter ti minutters spil.
Gæsternes tomålsføring gav bedre plads til, at BSF kunne sætte et angreb sammen i stedet for kun kontraer, men skarpheden manglede fortsat.
Flere chancer til Herlufsholm fulgte, men Lærke Rasmussen var sikker i målet resten af kampen.
Med et kvarter igen fik Amanda Brunholt sine første minutter på banen siden den sidste kamp i marts, hvor hun blev skadet i skulderen. Den volder stadig problemer, og derfor var det på en ny position som angriber, hun blev sendt på banen i. Det holdt hende dog ikke fra at gå ind i de dueller, der måtte opstå omkring hende.
Desværre for hende og holdkammeraterne udeblev chancerne, og de få, der var, gik forbi mål. Derfor blev 1. halvlegs 1-1-resultat omsat til 1-3-nederlag i 2. halvleg.
”Vi stresser for meget”
Kampen var hurtigt overstået med blot tre kvarters spilletid, og det var en udfordring, der var svær at forholde sig til for spillerne, fortalte Emilie Camilla Larsen efter kampen.
"Jeg synes, vi stresser alt for meget fra start. Vi har lidt sat os op til, at nu skal vi nå det hele på 45 minutter, men reagerer som om det kun er ét minut. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at de kommer så hurtigt foran, så vi får følelsen af, at der er endnu mere, vi skal hente. Så vi fortsætter med at stresse alt for meget, og det bliver noget pangbold, og det gør, at vi ikke får vores spil op at køre."
Spillerne kom sig ikke ordentligt over starten, og derfor blev det heller ikke helt godt senere.
"Vi finder lidt fodfæste senere og kommer op i deres felt og får skabt nogle muligheder, men vi er ikke aggressive nok og kommer heller ikke på andenboldene. Jeg synes, vi er der for hinanden og giver den max gas til sidst, men det er stadig hastebold, som vi ikke får noget ud af," slutter Emilie Camilla Larsen.
Med nederlaget fastholder BSF sin femteplads, mens blot tre runder resterer. De to eftertragtede pladser til den nye 1. division kan ikke længere nås, da afstanden til Herlufsholm nu er på 10 point.
Næste kamp er ude mod Damsø, der ligger på sjettepladsen med 13 point færre end BSF. Kampen spilles lørdag 5. juni, kl. 12.00 på Vanløse Idrætsparks kunstgræsbane.