Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Slår Fremad Amager i målfest
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig03. maj 2022
Der var masser af mål, da BSF genindtog Gryden i 2. division. Hele 6-0 blev Fremad Amager slået med, på trods af at talrige offsidekendelser gik imod BSF i første halvleg.
Det tog blot 30 sekunder, før BSF var foran. Fremad Amager startede godt nok på bolden, men fik skudt den ud til indkast på egen banehalvdel. Hurtigt fandt bolden vej til Caroline Jacobsen, der løb mod mål og fik sat den sikkert i kassen.
BSF beholdt overtaget, og efter seks minutter blev Sille Lønstrup sendt i dybden med bolden, men vinklen blev for besværlig at score fra, så hun lagde den over til Andrea Buur, der i stedet scorede til 2-0.
Mens BSF fortsatte med boldkontrollen, blev den største udfordring ikke at stå offside på dybdeløb, ligesom gæsterne var gode til at trække den. Og selv om det også lykkedes at bryde igennem og afslutte, vinkede linjedommeren langt oftere for offside, end BSF fik afsluttet.
De muligheder, det gav Fremad Amager, nåede dog sjælendt langt, inden der blev ryddet op. Og Isabella Hansen, der havde fået chancen i buret, tog sig sikkert de resterende indlæg og skudforsøg.
Flere mål – færre offsides
Efter pausen lykkedes det at vende forholdet mellem offsides og afslutninger. To gange inden for anden halvlegs første kvarter var BSF tæt på at udbygge føringen, hvor bolden begge gange gik snert forbi mål, mens Sille Lønstrup to gange fik skudt den over to gange.
Med 20 minutter igen kom der endelig gang i netmaskerne igen. Først kom målet til 3-0 efter et hjørnespark, der i første omgang blev clearet. Væk nåede den ikke, inden den igen blev smidt frem og Andrea Buur prikkede den i mål, efter gæsternes keeper ikke kunne holde bolden.
Blot to minutter gik der, før bolden igen lå i målet. Catrine Gryholt scorede sit første turneringsmål, da hun tæt på mål fik bolden i kassen. Fem minutter senere kom Sille Lønstrup også på tavlen. Med et langskud bragte hun BSF på 5-0.
De sidste 12 minutter måtte BSF spille med en i undertal, efter Andrea Buur måtte udgå, men det ændrede ikke på, at BSF fortsat var bedst på bolden og blev ved med at skabe chancer. Det var også i undertal, at Vida Fleur stod for kampens sidste mål, da hun med et højt lob sikrede tenniscifre.
”Vi skal være mere kyniske”
6-0-sejren matcher seneste møde mellem BSF og Fremad Amager i oktober, der ligeledes endte 6-0, og var en god opfølgning på nederlaget mod Damsø. Denne gang fungerede spillet bedre på banen, og Catrine Gryholt var da også overordnet tilfreds med kampen.
”Vi får endelig noget mere gejst på og mere løb på. Der er stadig mere, vi kan arbejde på. Vi skal være bedre til at vende spillet, have tålmodighed og ikke spille på førsteløb, men i stedet på andenløb, for når vi gør det, så kommer vi til 100 procentschancer, og det er det vi scorer på flere gange i dag.”
Hele femten gange vinkede linjedommeren for offside i første halvleg, ofte til højlydt frustration hos Mikkel Bjerregaard, men også spillerne blev frustrerede på banen.
”Det var mega frustrerende. Folk begynder ikke at gide at løbe og stopper op i banen, men det bliver også for nemt for de andre at læse os, fordi de ved med det samme, at der bliver løbet dybt, og så rykker de bare en tand op og stoler på, at de kan trække offsiden. Der skal vi være mere kyniske og enten spille på andenberøring eller på et andet løb, i stedet for at alle kommer farende på én gang,” siger Catrine Gryholt efter kampen.
”Gryde” påpeger også, at en ændring hos gæsterne efter pausen var med til at hjælpe dem på vej til flere afslutninger og mål.
”De giver os noget mere plads efter pausen ved at skubbe den ene af deres forsvarsspillere ned og stå, sådan så vi får plads på vores midtbane, så vi kan sætte spillet op fra midten i stedet og bare spille den til den ene side eller den anden side, uden at der bliver offside.”
BSF er fortsat på tredjepladsen i puljen med 12 point, to point efter Solrød, der har overtaget førstepladsen, efter Damsø spillede 1-1 mod Fredensborg og klemmer sig imellem med 13 point. I næste kamp venter puljens sidste modstander, Allerød, der har 7 point på fjerdepladsen. Kampen spilles lørdag 7. maj, kl. 11 i Allerød Idrætspark.