Foto: Mathilde Foged Hansen
”En ærgerlig start”
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig03. april 2023
Det blev desværre ikke til den ønskede start på sæsonen, da BSF søndag tog hul på slutspillet med et 1-4-nederlag ude mod ASA, Aarhus.
Mathilde Foged Hansen sætter her ord på kampen:
”Vi havde forud for kampen en forhåbning om at komme godt fra start i 1. divisions slutspil. Denne forhåbning må vi sande ikke blev indløst, da vi desværre leverer langt under niveau på samtlige parametre i spillet. Vi træffer nogle dumme beslutninger og spiller med generel usikkerhed, hvilket resulterer i nemme mål til ASA.
Kort inden pause sparker ”Weather” bolden flot i mål, og vi får udlignet. Lykken er dog kort, da ASA kommer hurtigt foran igen inden pausen. I anden halvleg forsøger vi at ændre i formationen i håb om at få overtag på kampen, men dette lykkes ikke, og i stedet vinder ASA 4-1. En ærgerlig start, hvor vi bare ikke præsterer. Men med to uger til næste kamp er vi fortrøstningsfulde og sultne efter tre point mod Vildbjerg.”
I runden øvrige kampe vandt Varde over netop Vildbjerg med 2-1, mens Østerbro topper tabellen efter deres 5-0-sejr over Dalum/Næsby.
I den kommende weekend er der landsholdspause, og derfor spilles næste kamp først lørdag 15. april, hvor turen går til Vildbjerg nær Herning. Kampstart er kl. 13.30.