Foto: Iben Bagge
Det endte uden vinder mod Karlslunde
Skrevet af: Christian Jørgensen02. maj 2021
Lørdagens kamp mod favoritterne fra Karlslunde endte 1-1 efter sidste fløjt. En kamp hvor der blev givet, og taget i duellerne.
Vi kom ud med masser af energi og tro på tingene. Karlslunde er virkelige dygtige offensivt når de får plads og tid til at finde rum på modstanderens banehalvdel. Det ville vi gerne undgå, så derfor gik vi helt op og mødte dem. Den mission lykkedes fremragende, og dagens gæster blev tvunget til ofte at spille med lange bolde. Karlslunde gjorde også deres til at sætte os under pres, hvilket gjorde, at vi også spillede med en del lange bolde. Det blev aldrig en kamp, hvor det fine fodboldspil var i højsædet. Det var heller ikke en kamp, der flød med chancer til holdene. Karlslunde havde deres bedste mulighed, da deres anfører smaskede til læderet et par meter uden for feltet. Heldigvis for os ramte den veludførte afslutning stolpen. Ikke længe efter det kom vores bedste tilbud i 1. halvleg, da Zinck opsnapper en bold, der var på vej tilbage til deres keeper. Zinck kan lige præcis ikke prikke den rundt om en fremadstormende målmand, men retur bolden dumper ned til Tide 5 meters penge uden for feltet. Tide forsøger at føle den over venner og fjender, men desværre får den en anelse for meget og rammer overliggeren i stedet. Derudover sker der ikke det store, og vi går til pause med 0-0.
Vi kommer ud til 2. halvleg som starten i kampen med et presspil, så langt fra eget mål som muligt og samtidig stadig fuld musik i duellerne. Det var 2 hold der rigtig gerne ville have 3 point. Der blev investeret i alt på banen. Karlslunde kommer dog først på tavlen. Et veludført hjørnespark og et veludført løb gav mål ved 1. stolpe. En meget ærgerlig måde at lukke mål ind på, men på en eller anden måde også et topholds lod. Når spillet ikke fungerer, laver man en enkelt pind på en dødbold, og så vinder man alligevel kampen. Det var bare ikke tilfældet i dag, for vores drenge havde andre tanker. Små 10 min. senere kom udligningen ved indskiftede Mak. En bold der hoppede og dansede i Karlslunde feltet endte til sidst ved Mak, der på fornem vis løftede kuglen over Karlslunde målmanden og ind i nettet til stor jubel. 1-1 stod der på tavlen og det var ikke ufortjent.
De sidste 20 min. bølgede spillet fra mål til mål dog uden yderligere scoringer. En flot indsats af drengene der på intet tidspunkt gik ned i kadence. Der var tro på tingene hele vejen igennem. 1 point mod topholdet er godkendt. Nu ser vi frem til onsdag hvor KFUM gæster gryden. Disker vi op med samme indstilling og arbejdsraseri, så er der gode muligheder for sejr.
Kampen onsdag vil blive afviklet på samme måde som lørdagens kamp dvs. ingen tilskuer desværre.
Se billeder fra kampen i kampgalleriet