7-0: Festfyrværkeri i første halvleg sikrede kæmpe sejr
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig11. oktober 2020
Lørdag blev den største sejr i over fire år sikret, da Ballerup-Skovlunde stensikkert slog FB med hele 7-0 efter en drømmestart med tre mål det første kvarter.
Det var hurtigt tydeligt, at pigerne var mødt både velforberedt og mentalt klar op til kampen mod FB. BSF havde som forventet størstedelen af boldbesiddelsen. Men hvor det tidligere har været en udfordring at forvandle det til chancer og mål, var der større held med det fra start.
Allerede efter fem minutter fik spillerne bolden fragtet næsten helt frem til baglinjen, hvor Rebecca Haren lagde bolden ind til Nicoline Leick Hansen, der fik bolden i kassen til en hurtig 1-0-føring.
Rebecca Haren overtog fire minutter senere selv den afsluttende rolle, da hun efter en god omstilling kunne fordoble føringen.
Domineringen på banen var tydelig, og kort efter det første kvarter var spillet til fulde, skiftede Rebecca Haren titel til dobbelt målscorer, da hun bragte BSF på 3-0.
Målet blev fulgt op af gode chancer til både Nicoline Leick Hansen og Emilie Larsen. Andre gange var den største udfordring offside-fælden, som pigerne flere gange blev offer for. Til gengæld var det begrænset, hvor tæt gæsterne kom på målet selv.
Det lykkedes dog gæsterne at få bolden i kassen på et selvmål, der bragte BSF på 4-0 efter en halv time. Det skete, efter Larsen undgik offsiden takket være en FB-berøring. Vinklen blev for skarp, og indlægget, der var tiltænkt en velplaceret Rebecca Haren, landede i stedet i fødderne på FB’s Rie Wittchen, der skød bolden i eget net.
Fem minutter før pausen kom Emilie Larsen selv på måltavlen, da hun kunne afslutte et godt sammenspil i feltet.
Straffespark og klumpspil
Anden halvleg startede mindre begivenhedsrig end første. Mulighederne til BSF hang ikke lige så løst på træerne som i første halvleg.
Det gav i stedet plads til FB, der fik spillet sig frem til flere afslutninger. Andre opspil blev clearet på mere eller mindre fin vis, men ingen fandt vejen til netmaskerne
Efter godt en time blev nyligt indskiftede Sofia Weatherall væltet omkuld i det lille felt og tildelt straffespark. Hun tog delt selv og bragte sikkert BSF på tenniscifre.
Målet blev starten på flere gode løb og afslutninger for BSF, mens gæsterne i modsatte ende også fortsatte deres pres.
Offsiden blev igen en faktor i flere angreb, men ofte lykkedes det også at undgå den og spille sig til afslutning.
Det sidste mål til 7-0 kom efter en helt anden opskrift. Sabine kunne udnytte et klumpspil efter et hjørnespark til at øge målscoren med syv minutter igen.
”Fantastisk at komme så godt i gang”
Ved slutfløjt var det altså en realitet, at BSF ikke blot havde vundet sin anden kamp på to uger, men også den største sejr i over fire år i en gældende kamp.
Men det er nutiden og fremtiden, der er i fokus hos spillerne.
”Det er fantastisk at komme så godt i gang med nedrykningsgrundspillet. Vi havde håbet, at vi skulle spille om oprykning, men sådan blev det ikke. Og nu skal vi bare blive ved med at hente tre point,” siger Rebecca Haren og fortsætter:
”Vi skal fejre det nu, men vi skal også hurtigt begynde at kigge videre, for det venter en kamp mod Damsø allerede om en uge, som vi skal forberede os på.”
Rebecca Haren formåede selv at få en hovedrolle i kampen med to mål og to assists i første halvleg.
”Det er pissefedt at score, men også fedt at kunne iscenesætte sine holdkammerater, og i det hele taget vise, at vi på vej den rigtige vej nu. Vi har jo haft problemer med at sætte den ind i målet, men det lykkes denne gang, og endda med mange forskellige målscorer,” siger Rebecca Haren.
Med sejren forbliver BSF på tredjepladsen, men har nu skabt afstand til FB på fjerdepladsen. Der venter nu tre udebanekampe. Den første er mod Damsø lørdag 17. oktober.