Stolthed over nye Pigelicens
Skrevet af: John Walsh26. maj 2021
I går tildelte DBU Pigeungdomslicenser til 15 klubber og for BSF var det med glæde og stolthed at vi kunne erfare at klubben igen var på listen over klubber med pigelicens.
At Ballerup-Skovlunde Fodbold igen er kommet i Licenssystemet betyder, at vi i den kommende sæson skal spille med i de bedste landsdækkende rækker i pigefodbolden og dermed har endnu bedre muligheder for at skabe et stærkt udviklingsmiljø med kampe på øverste niveau.
BSF har i de sidste 2 år, af forskellige årsager, ikke opnået licens i det daværende licenssystem og har derfor med glæde set frem til at DBU indførte det nye licens 2.0 for pigefodbolden. Til trods for de manglende licenser har BSF fastholdt visionerne omkring at have et stærkt talent- og udviklingsmiljø på pigesiden. Klubben har således fastholdt rammer som matchede licensklubberne og løbende udviklet på setup og fodboldkoncept. Med afsæt i DBUs projekt Holdudvikling, valgt vi i BSF at fokuser på sportslig ledelse, hvilket bevirkede at vi styrkede ressourcerne omkring vores talent- og udviklingsansvarlige med ansættelsen af vores første Head of Coaching. Med dem i førersædet har BSF over det eneste år udviklet på vores fodboldkoncept måned efter måned.
Jakob Waag Villadsen beskriver forløbet således:
”Vi er i BSF mildest talt begejstret for igen at have licens. BSF har altid haft en vision om at være blandt de bedste klubber, når det kommer til at udvikle talenter på pigesiden. Over de sidste par år, er vi blevet skarpere på at visionen også kræver en mere klar strategi og at strategien også kræver ansatte, der arbejder strategisk og målrettet med mål, der rækker længere frem end den igangværende sæson eller blot den næste søndagskamp. Derfor har vi valgt at styrke den sportslige ledelse og dermed også blevet tydeligerer omkring det koncept, som grundlæggende ikke har forandret sig og ikke kommer til at forandre sig. Vi har en vision for udvikling af fodboldspillere og for klub/hold kultur. Ungdomslicens er i den sammenhæng en vigtige brik – i form af midler og kampe på højt niveau – men den er ikke i sige selv et mål. Det handler om udvikling af spillere og udviklingen af setupet, for at blive bedre til at udvikle spillere. ”
Ud over ansættelsen af Head og Coaching, har BSF også stykret den sportslige ledelse på andre områder ved at ansatte Børneudviklingstræner for de mindste og en sportschef for senior. Sideløbende med udviklingen af organisation, har der også det seneste år været et fokus på udviklingen af faciliteter i klubben, hvor vi i samarbejde med Team Ballerup og Ballerup kommune, har fået istandsat omklædningsrum, behandlerrum, etableret arbejdsrum til klubbens trænere, samt indført Sideline/XPS Network og øget brug af video.
Med dette udgangspunkt valgt vi også at sætte baren for vores pigeafdeling højt og søge om 2 stjerner, da vi allerede levede op til rigtig mange af kravene på dette niveau og havde ambitioner om at kommer endnu længere.
Da vi modtog licenstildelingen, i går tirsdag, blev vi dog meget overrasket over, at vi blev rangeret som:
Danmarks Bedste Pigetalentudviklingsklub
”Vi vidste godt, at vi var godt på vej og at det nye licenssystem i højere grad ville understøtte BSFs fokus på udvikling af spillere, men at vurdering af BSF går fra ikke at kunne få licens til at være nr. 1, kommer som en overraskelse og selvom vi er glade i BSF, tænker jeg det giver lidt eftertanke rundt omkring. Det her, er en kæmpe anerkendelse af vores trænere, spillere og den sportslige ledelse, som har arbejdet benhårdt. En første plads i licenssystemet er jo dejligt, men når det er sagt, så er det jo ikke det som det handler om. Vi skal udvikle os som klub og udvikle spillere. Målet var jo 2 stjerne, så vi er jo ikke helt i mål og har en del at arbejde med fremadrettet, både i organisationen og på banerne, da vi nu skal matches på højeste niveau.” udtaler Jakob Waag Villadsen.
Det er derfor med stor ydmyghed, at vi i BSF glæder os over indrangeringen, da vi ved, at vi går en sportslig udfordring i møde, da vi nu skal spille bold med pigeklubber, som har været på det højeste niveau de seneste år.
Det bliver en sund udfordring for vores piger.
Talentchef Gert Sørensen udtaler sig:
Tredje gang er lykkens gang og hårdt arbejde betaler sig, er den følelse jeg sidder med i dag, efter at DBU har uddelt licenser på pigesiden.
Efter afslag de 2 forrige år lykkedes det at komme tilbage i det fine selskab, og jeg er virkelig stolt og superglad for den placering vi har fået i det nye pigelicenssystem.
Tak til alle som har bidraget til dette flotte resultat.
Vi kommer ikke til at hvile på laurbærrene, men vil tage arbejdshandskerne på og fortsætte vores arbejde for pigerne, som er dem det hele handler om.
Ud over det videre projekt med at udvikle pigeprojektet, så står BSF også over for et spændende år, hvor drengeafdelingen også arbejder mod en ansøgning om ungdomslicens. I BSF er vi aldrig i mål, men altid på vej!