Vi skal give 100 procent
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig06. juni 2020
Med mere end to måneders forsinkelse sparkes Kvalifikationsligaen endelig i gang i dag. Ballerup-Skovlunde tager hjemme imod AaB i ligaens første runde.
Det er nu det gælder. Et ungt BSF-hold begynder i dag jagten på at genvinde pladsen i Gjensidige Kvindeliga. Samtidig er det også den første turneringskamp i næsten syv måneder og Kasper Klarskov Nielsens første kamp i spidsen for BSF.
”Jeg glæder mig sindssygt til endelig at spille nogle vigtige kamp og til, at der er noget på spil. Det er det, jeg er her for, det vi alle er her for. Det er nu, vi skal give 100 procent, og jeg glæder mig til at se, hvor vi står,” siger træneren.
Foråret nåede at byde på en række træningskampe, hvor den smalle trup blev testet, men efter corona-pausen er flere nye spillere kommet til.
”Vi har heldigvis fået lidt flere spillere til. Det var tiltrængt, for vi stod med for få spillere. Men nu har vi fået lidt forskelligt ind, og nogle er i stand til at gå direkte ind i startopstillingen,” siger han.
Meget på spil fra start
Årets Kvalifikationsliga har blot fem runder mod de normale ti, og det gør hver kamp vigtigt. Derfor forventer Kasper heller ikke at se to hold sætte for meget på spil.
”Det er svært at sige, hvilken kamp det præcis bliver, for hverken AaB eller os ved 100 procent, hvad det andet hold kommer med. Holdene vil nok ikke sætte for meget på spil, fordi det er så vigtigt at komme godt fra start. Det kræver noget tid i hver kamp til at se hinanden an, og så åbner det lidt op i løbet af kampen. Begge hold vil nok lukke meget så meget af som muligt og gå efter den ene scoring, der kan afgøre kampen,” siger træneren.
Sille Lindqvist, der kom til klubben i foråret, har ikke tidligere spillet mod AaB på liganiveau, men kender holdet fra ungdomsårene.
”Dengang mødte vi en klub med meget fysik, ligesom mange andre jyske hold, så det skal vi være klar på i dag,” siger hun.
Ligesom Kasper glæder hun sig til endelig at komme i kamp.
”Det bliver enormt spændende. Både at se hvor vi står, når det ikke bare er træning, og opleve spændingsniveauet. Det har været en lidt rodet optakt, der gør, at vi ikke helt ved, hvor vi står, men jeg synes, vi har arbejdet godt det sidste stykke tid og har bygget på, men jeg er spændt på at se det i aktion,” siger hun.
Kampen mod AaB spilles hjemme i Gryden kl. 14, som bekendt uden tilskuere.