Her, der og alle vegne
Skrevet af: René Zedler12. maj 2024
En overskrift meget passende for vores nr. 20 og kæmpe Ardit Nesimi (sponsoreret af Grant Thornton (vi sætter prisen op næste sæson 😀)).
4 mål blev det til, da vi lørdag tog imod topholdet Bagsværd. Ardit havde sidste fod på de 2 af målene og andensidste fod på de 2 andre, og var i øvrigt en evig håndfuld og trussel for Bagsværds bagkæde.
Ardit får dog ikke lov til at løbe med alle roserne, for det var virkelig en disciplineret og energisk holdindsats over hele linjen, selvom vi lige skulle bruge lidt tid på at finde pulsen på kampen. Det udnyttede Bagsværd til, efter kun 18 min. spil, at bringe sig på 2-0.
Jeg har sagt det før, og siger det gerne en gang til. Fodbold handler ikke en s… om fodbold. Fodbold handler, som alt andet, om mennesker. Mennesker som gør deres allerbedste. Gør alle deres allerbedste, opstår fede oplevelser, og det er fede oplevelser som udvikler os.
Fra det 18. min. og bagud 0-2 var drengene fokuserede, disciplinerede og ikke mindst ekstrem beslutsomme og fandt både pulsen, rytmen, bolden, områderne på banen, hinanden og ikke mindst Bagsværds mål. Kun 9 min. senere var stillingen vendt til 2-2.
Først i det 23. min. hvor Ardit med energi, vildskab og fysisk styrke passere flere modstandere og sparker bolden i kassen. Dernæst i det 27. min. hvor han forlænger et langt indkast ind i Bagsværds målfelt til en helt fri Bertram Svensson (trøjesponsorat stadig ledigt) i bagrummet, som sparker den i kassen først gang med sit iskolde højreben.
35. min. godt indlæg fra venstre hvor Ardit endnu engang kommer højest og header bolden lige forbi nærmeste stolpe.
5 min før pausefløjtet indkasserer en stærkt spillende Malte Rasmussen (sponsoreret af Copencar ApS) et gult kort, hvorfor vi må afslutte første halvleg og starte 2. halvleg en mand i undertal. Der blev rykket endnu mere sammen i bussen, og vores banehalvdel og målet blev forsvaret med drengenes liv.
I det 59. min. sættes Ardit endnu en gang op mod sin direkte oppasser og endnu en gang vrider Ardit sig løs og får vendt på sin oppasser og kommer i frit løb mod Bagsværds mål. Bagsværdspilleren halter efter men kommer lige præcis så tæt på Ardit, at der sker et benspænd i feltet, som giver straffe til BSF. Ardit eksekverer selv og gør det i flot stil og bringer BSF på 3-2.
I det 78. min. tager en godt udmattet Ardit alligevel endnu en “tur” med bolden, hvor han afdribler adskillige Bagsværdspillere, inkl. målmand, men i uselvisk stil spiller Maiwand Barakzei (trøjesponsorat stadig ledigt) i “himlen” som i helt fri position blot skal sparke bolden i kassen. Bum og 0-2 var vendt til 4-2, som også blev kampens resultat.
Det var ikke kun på banen, at det spillede for os i lørdags. Hele kavaleriet var endnu en gang kørt i stilling for at gøre oplevelsen fed for alle fremmødte. Og det er altså noget af et maskineri som startes op, når vi spiller i Gryden. Ca. 30 frivillige herunder bl.a. pølseteam, entreteam, kioskteam, speakers (desværre optaget af egen kamp denne lørdag), bolddrenge, indløbsdrenge, div. ansvarlige, trænere og forældre m.fl.
Som tidligere beskrevet har vi mange flere planer for tiltag ifm. afvikling af vores hjemmekampe i Gryden. Planer som det forhåbentlig lykkes at få samlet midler til, og som i så fald kan implementeres til næste forårssæson (medmindre vi når det til efteråret). Det er dog planer, som til at starte med vil kræve ca. 4–5 yderligere frivillige til vores hjemmekampe i Gryden. I den forbindelse kan nævnes, at vi på 12 mdr. kun spiller max. 10-11 kampe i Gryden, og ved at melde sig som frivillig bestemmer man naturligvis helt selv, hvor tit man vil/kan hjælpe. Vores håb og ønske er, at etablere en stor gruppe af frivillige, som så selv kan byde ind med, hvilke weekender man kan deltage. Er det noget for dig at blive en del af vores allerede store “familie”, som er sprængfyldt med energi og kærlighed, så tag endelig fat i Zedler på RZ@bsfodbold.dk.
Nu tilbage til i lørdags, for “Gryden” var ikke fyldt, men det var dejligt at opleve så mange som mødte op for at hygge sig i fællesskabet i Gryden og støtte os. Der var godt gang i både tælleapparaterne, kiosken og grillen og en masse dejlig liv og summen på stadion. Vi samles flere og flere i Gryden og den udvikling håber jeg, at vi kan fortsætte sammen. Lørdag fik vi også udleveret et gavekort fra vores trofaste sponsor Cecilies til en heldig vinder af vores “matchlodder” som havde købt et lod med resultatet 4-2.
4 mål af BSF kastede også en god portion slik af sig til Grydens børn under 15 år sponsoreret af Føtex, Lautrupcenteret.
En kæmpe tak skal også lyde til vores bolddrenge fra vores stærke U11 årgang. I gjorde et vanvittig flot stykke arbejde, og jeg håber at I havde en lige så dejlig dag i Gryden som os andre BSF’ere.
Gavekort til SuperBrugsen, Skovlunde, Bravo Tours og Cecilies er i øvrigt på spil igen om 14 dage, når vi tager imod Espergærde i Gryden.
Jeg håber at vi ses til endnu en “fed” oplevelse sammen.