Sammenhold, vilje, SEJR!
Foto: Iben Bagge

Sammenhold, Vilje, SEJR!

Skrevet af: Christian Jørgensen
17. august 2019

En taktisk, veldisciplineret & ukuelig vilje til at vinde, var opskriften på vores 1-0 sejr over Herlev IF.

Vi havde til kampen mod Herlev IF ændret formation, som gav den ønskede stabilitet til vores defensiv, men som samtidig også gav os mulighed for at gå i hurtige omstillinger.

Herlev IF havde bolden i store perioder i første halvleg uden at blive for alvor farlige. Vi havde snakket om, på taktikken, at det ikke gjorde så meget, så længe vi var i balance. Omvendt skulle vi ved erobring sætte fart over feltet, og fange Herlev i ubalance. Noget som vi fik vist i sekvenser, men desværre for os lige manglede den sidste skarpe aflevering i mange tilfælde.

Vi kom dog stadig til den klart største chance i 1.halvleg da Voss kom først på et frispark, men desværre måtte se sin afslutning reddet på stregen.

I 2.halvleg får vi bedre ro på bolden, og finder en større balance i hvornår vi går i det direkte spil mod mål / hvornår skal vi “bare” holde i den, og lade bolden vandre i egne rækker. Mod slutningen af kampen må Philip desværre udgå, med noget der ligner en slem ankelskade, efter han sparkede direkte op i en Herlev spillers knopper på en afslutning. Da vi havde brugt vores 3 udskiftninger betød dette, at vi måtte spille resten af kampen færdig med 10 mand. Det er netop i sådan en situation holdet virkelig viser deres kæmpe vilje & hjerte, da samtlige resterende spillere bare arbejder det hårdere for at holde Herlev IF fra fadet. Samtidig er der kræfter / mod til i de døende sekunder (6 minuts overtid), at sætte et angreb sammen med et par hurtige pasninger op gennem midten, der til sidst ender for fødderne af Brøns der fra en skarp vinkel på en eller anden måde får sat tilpas med skru i afslutningen, så den ender inde bag Herlev målmanden der måbende kan se den trille ind ved fjerneste stolpe.

En kamp hvor samtlige 14 spillere der var/kom på banen leverede en fremragende indsats. Kæmpe stor ros til drengene for at blive ved med at arbejde hårdt for holdet, med troen på at det ville kaste det af sig vi kom efter nemlig 3 points. En fortjent sejr målt på chancer. Nu ser vi frem til et “drabeligt” lokal opgør mod LSF på søndag.

Vi ses på stadion.