Powersoccer Camp 2023
Foto: Kasper Moesgaard Christiansen

Powersoccer Camp 2023

Skrevet af: Kasper Moesgaard Christiansen
31. august 2023

Træningslejr i USA

Torsdag d. 17/8 drog jeg, Kasper Moesgaard, afsted på træningslejr i Minneapolis, USA. Turen derover gik rigtig fint, på trods af at jeg var lige ved ikke at kunne få mine stole med på flyet. Med mig havde jeg to hjælpere, Maja og Isabella. Maja er tidligere BSF spiller.

Efter en lang rejse med en enkelt mellemlanding og en køretur på et par timer ankom jeg til træningsstedet i Minneapolis, hvor vi blev indlogeret i mindre hytter og så var det ellers godnat.

Efter en god nats søvn startede træningslejren for alvor.
Hver dag indeholdt to træningspas, et om formiddagen og et om eftermiddagen. Under formiddagstræningen var alle deltagere til stede, men fordi vi var så mange (ca. 30 spillere) så var eftermiddagstræningen altid delt op i to hold. Derudover var vi fordelt i ud teams af ca. 5-6 spillere pr team, som vi primært trænede sammen med i de 4 dage.

Formiddagstræningen bestod mest af skud og placerings øvelser og om eftermiddagen var det primært kamp træning, hvor vi så kunne bruge det vi havde lært om formiddagen.

Trænerne var meget kompetente amerikanske landsholdsspillere med et højt niveau og lige så høje forventninger til os.

Aftenerne gik med forskellige sociale aktiviteter og hygge, som ikke havde så meget med træningen at gøre.

Inden jeg fik set mig om, var træningslejren overstået og jeg skulle hjemad igen. Massere og gode stunder både på, men også udenfor træningsbanen. 

Billeder kan ses i galleriet.