Foto: Iben Bagge
Sejr på 2-1 over Greve
Skrevet af: Christian Jørgensen og Iben Bagge04. juni 2021
Vi spillede søndag mod Greve hjemme i Gryden foran egne tilskuer igen. De har i den grad været savnet, og det var muligvis medvirkende til at drengene til sidst hentede de vigtige 3 points.
Vi kom meget fint ud til 1. halvleg, hvis man lige tager de første 2 minutter væk, hvor Greve var tæt på at komme alene igennem. Vi sidder relativt fint på spillet og holder samtidig gæsterne væk fra chancer. Derudover skulle vi ikke bruge mere end 8 minutter for at lave mål denne solskinsdag. Et veltimet indkast fra Keun, der snittes videre af Tide, ender for fødderne af Woss, der resolut sparker bolden i kassen. Bedre start kunne man ikke ønske sig. Greve får, jo længere halvlegen skrider frem, optræk til lidt chancer, men helt farligt bliver det ikke i første halvdel af kampen. Greve havde en rigtig fin offensiv, som hele tiden forsøgte at skabe uro i vores defensiv. Vi holdte dog stand og uden selv at score yderligere hed pausestillingen 1-0.
2. halvleg starter lidt á la 1. halvleg. Vi kom dog ikke på tavlen tidligt i halvlegen. Som kampen skred frem kom Greve mere på bolden, og fik samtidig sat lidt mere spil op på vores halvdel. Vi havde nogle muligheder på omstillinger, men formåede ikke for alvor at blive farlige. Greve kom tæt på udligningen med er brag af et spark nogle meter uden for feltet. Heldigvis for os tog den stolpen og væk fra kassen. Vi blev lidt for dybe og måtte se Greve udligne 7 min. før ordinær tid. Et lille koks i forsvaret blev udnyttet og så stod den 1-1.
Drengene ville det dog anderledes denne dejlige søndag. Vi fik tilkæmpet os et frispark på Greves banehalvdel, og når man har en spiller som Stub til at sparke, er der altid mulighed for scoring. Stub serverede bolden med kærlighed bagerst i feltet, hvor indskiftede Lentz dukkede op og scorede med ryggen/hoften/ballen. Der var blot gået 2 minutter siden det udlignende mål fra Greve. Resten af kampen blev kriget hjem, og tilbage stod vi med 3 points efter de overstået 95 minutter. Endnu en uhyre vigtig sejr i dette ubarmhjertige nedrykningsspil. Nu venter B1908 lørdag i Sundby. Kravet / målsætningen er endnu en gang sejr.
Se billeder fra kampen i kampgalleriet
Inden dagens kamp, blev Jesper Lose Jensen mindet. Jespers far, Søren, fik overrakt en kampbluse og efterfølgende blev der holdt 1 minuts stilhed. Drengene spillede også med sørgebind under dagens kamp.
Ære være Jespers minde!