U13 Bredde – ny sæson, nyt trænerteam og masser af energi

U13 Bredde – ny sæson, nyt trænerteam og masser af energi

Skrevet af: Kristina Kragh Kanstrup
31. august 2026

Vores U13 bredde drenge er kommet godt fra land i den nye sæson, hvor vores drengeårgang fra 2014 nu er blevet til U13. Samtidig har vi fået et nyt og stærkt trænerteam omkring U13 Bredde, og der er masser af energi og glæde på træningsbanen.

Trænerteamet består af Jan Jensen (Cheftræner), Martin Grauballe (Træner), Birgitte Sollund Hjelmsø (Træner), Frederik Schnack (Fysisk træner), Marius Berg (Ungtræner), Katrine Grosbøll-Poulsen (Holdmor) og Jesper Berg (Træner og holdfar).
Vi er rigtig glade for den stærke kombination af erfaring, nye kræfter og masser af engagement omkring drengene.

Vi har fået en rigtig god start på sæsonen. Truppen tæller aktuelt 22 spillere, og samtidig har vi en masse nye drenge til prøvetræning, som gerne vil være en del af fællesskabet.

Vi træner mandag, tirsdag og torsdag kl. 16.30-18.00 – samme tider som talentholdet. Det er helt bevidst, for vi ønsker at spejle talentholdets setup så meget som muligt. På den måde skaber vi gode muligheder for, at hele årgangen fortsat hænger sammen – både sportsligt og socialt.

Mandag står på fysisk træning. Målet er at bygge en rigtig jernkondi, så drengene får endnu større overskud i aktionerne og dermed også bliver endnu bedre fodboldspillere. For når benene stadig kan løbe, når kampen bliver hård, bliver det også nemmere at træffe de gode beslutninger med bolden.

Men på holdet handler det ikke kun om fodbold. Året ud planlægger vi flere sociale aktiviteter på tværs af hele årgangen, så alle U13-drengene får mulighed for at være sammen på kryds og tværs.
Vi glæder os derfor til en spændende sæson med masser af fodbold, udvikling, fællesskab – og ikke mindst en masse gode oplevelser sammen med U13-drengene.

Skrevet af Jesper Berg og resten af U13 bredde staben