Foto: Iben Bagge
Herresenior på tavlen og over stregen
Skrevet af: René Zedler24. marts 2024
I går, lørdag, var herresenior 1 på besøg hos vores naboer Herstedøster i en såkaldt 6 pointskamp.
Det var tydeligt at mærke, at drengene havde lært af sidste weekends 45 min. blunder. Vi var klar fra første fløjt, og var total dominerende i både spil og chancer i de første 25-30 min., hvor vi i bund og grund kunne have lukket kampen.
Belønning kom dog først efter 25 min. ved Ardit, hvor et indlæg med appel fra venstre finder Ardits pande (eller omvendt) og fortjent føring til BSF.
2 min. senere får vi kampens hidtil største chance, da “B” (Bertram) energisk opsnapper et udspil fra HIC målmanden og pludselig står 1 v 1 med målmanden (troede han måske), for 4-5 meter til venstre for ham, længere inde feltet og ikke mindst lige foran kassen stod Zeder helt blank - som i HELT blank. Vores unge mand afslutter første gang, men desværre lige på HIC’s målmand. “B” traf en beslutning og udførte den. Tak for det. Så kan vi altid evaluere på, om det var den bedste løsning.
Vi var endelig kommet foran og havde mildt sagt overtaget og tilspillet os nogle store chancer. Allerede igen 4 min. senere, nyt indlæg og denne gang kommer Brønner energisk foran sin oppasser og header bolden lige forbi fjerneste stolpe.
En ting vores drenge skal tage med sig fra kampen lørdag, skal være viden om, at når noget bliver for nemt, så er det lige præcis tidspunktet, hvor det går hen og bliver svært. Ok, har skribenten drukket, eller??.
Når noget bliver for nemt, ser man ofte et fald i fokus og koncentration. Og det var lige præcis, hvad der førte til en HIC reducering 7 min. senere (38 min).
Ikke kun én men 2 afleveringer i træk direkte til en HIC spiller, starter en omstilling imod os, som udnyttes til 1-1. Det skal dog supplerende tilføjes, at vi var i såvel numerisk og positionel balance i omstillingen, hvorfor den i bund og grund ikke må ende med en scoring imod os. Særligt ikke når jeg tænker tilbage på træningen torsdag, hvor netop den situation blev trænet med stor succes og vores mål blev beskyttet med vores liv. Det skete ikke i det 38. min.
Pausefløjt og desværre kun 1-1.
Anden halvleg indledes igen med flere gode BSF muligheder for at komme foran igen, men kampen skulle ikke blive afgjort i åbent spil.
30 min. før tid kommer Wael på banen og afløser en hårdt arbejdende “B”. Spillet sættes igang med et hjørne fra Panums (Oskar) højre ski, som Brønner kommer først på og BUM, forløsning, og fortjent 1-2 til drengene fra BSF. Kun 2 min. senere, endnu et perfekt hjørne fra Panums højre ski, og denne gang får netop indskiftede Wael, tæt under mål, sidste fod på og scorer til 1-3.
Så blev kampen desværre lidt for let igen, og vi har en periode, hvor vi indimellem spiller ude af positioner, og selvom vi egentlig sidder godt på spillet med bolden, får HIC lidt for nemt tilspillet sig nogle chancer som “Dimi” i kassen tager sig stærkt af.
I 93 min. reducerer HIC til 2-3 efter et hjørne, som, vurderet fra min position, ikke var nødvendigt at give HIC. Hjørnesparket opleves som en menneskelig flippermaskine, hvor vi har masser af chancer for at cleare bolden, men ender med at give HIC 3-4 forsøg, som i sidste ende ender med en scoring til 2-3.
Mere blev det ikke til. Vi hiver 3 point med hjem til Marbækvej. Rykker over stregen og fortsætter udviklingen af denne sindsyg spændende trup. Det kommer nok ikke som noget chok for “kyndige” at Keun, i absolut overbevisende stil, blev kåret som MOTM af sine holdkammerater og stab med intet mindre end 17 stemmer. Fantastisk indsats af Keun med såvel fødder, hoved og mund. Pisse fedt at se og høre. Undskyld mit danske, men jeg må desværre gentage det endnu engang, for hvad der også var pisse fedt, og endnu et kæmpe bevis for, hvad det er vi har igang omkring BSF HS1, og som jeg håber, at vores øvrige omgivelser såvel internt som eksternt, og altså ikke kun de trofaste fans som følger os hver weekend, snart begynder at få øjnene op for, er følgende:
Alle 10 ikke udtagne spillere fra vores trup, mødte fandeme op i Herstedøster og støttede holdet. Silas (målmand) som ikke var udtaget møder op omklædt for at være der for og støtte samt varme vores udtagne målmand Dimi op.
Det er så stort et skridt vi allerede har taget i denne trup. Og for jer der efterhånden forstår, hvad jeg mener, når jeg taler om at være vilde, så var lørdag i Herstedøster et eksempel på, hvad der opstår med 35 VILDE mennesker (24 spillere + stab).
Jeg er så sindsyg glad og stolt, men endnu mere taknemmelig. Af hjertet tak til jer alle! Også et stort tak til alle vores fans og følgere, som igen mødte talstærkt op. Glæder mig virkelig til dagen, hvor vi kan melde udsolgt i Gryden. Måske ikke i år, måske næste år? 👏👏👏❤️❤️
Vi er på vej!