Sejr i premieren!
Foto: Iben Bagge

Sejr i premieren!

Skrevet af: Christian Jørgensen
23. august 2020

Vores premiere i denne sæson i Danmarksserien startede i Tårnby FF. Det var Tårnby FF 2. kamp i denne sæson, da de åbnede i sidste weekend med et nederlag til Karlslunde på 2-1. Vi fik i dag givet dem deres andet nederlag med en sejr på 0-1.

Tårnby lagde ud med en hæsblæsende start, og havde efter små 5 minutter en kæmpe dobbelt chance, som Palle i vores mål sublimt fik reddet. Tårnby var generelt bedst de første 10-15 min. Efter deres fine start kom vi bedre med, og kom selv til et par store chancer inden Lentz efter 34 minutter fik tæsket bolden i kassen tæt under mål. Resten af halvlegen havde vi fint kontrol, og spillede læderet godt rundt på græstæppet.

2. halvleg starter med lidt indianerbold, en del omstillinger til begge hold, og masser af saft i duellerne. Dog blev det aldrig rigtig farligt i begge ender. Efter indianerbolden får vi igen styr på vores organisation, og spiller en voksen gang fodbold. Forstået på den måde at Tårnby fik “lov” at spille bolden rundt i områder vi ikke anså som farlige. Samtidig var vi hele tiden klar på at gå kontra. Vi skulle også have lukket den i anden halvleg, men en stolpe og en fod hist og her gjorde, at der stadig resultatmæssigt var god spænding.

Det blev dog ikke til meget mere end det, og vi fik i min optik en fortjent 1-0 sejr med retur til Ballerup. Vi fik åbnet pointkontoen. Spillet en meget moden kamp mod et rigtig fint Tårnby hold, som jeg personligt tror vil tage point fra mange i denne række. De har nogle giftige offensive esser, som vil volde alle hold i rækken problemer, hvis ikke man er vågen gennem 90+ minutter.

Vi er igang og ser frem til at byde Fremad Valby velkommen i gryden på lørdag med kampstart kl. 10.30. Kom og støt drengene i kamp for endnu en sejr.

 

Se billeder fra kampen i kampgalleriet.