Foto: Iben Bagge
Vi tog et stort skridt i dag!
Skrevet af: Christian Jørgensen25. august 2019
1-1 var resultatet da dommeren fløjtede af i dagens kamp mod vores naboer fra LSF.
En kamp hvor vi viste taktisk stor disciplin igen, og en kamp hvor drengene igen gav alt hvad de havde i sig. Det ville også have givet alle 3 point hvis ikke den ene linjedommer åbenbart så et straffespark kort før ordinær tid.
LSF havde i 1.halvleg længere perioder, hvor de sad på spillet uden at blive farlige. Noget vi havde talt om inden på taktikken og noget, som vi ikke havde nogle bekymringer mod, så længe vi var i balance. De kom ikke frem til store chancer i åbent spil, men fik lagt lidt tryk på ved deres hjørnespark. Vi fik en stor chance ved Brøns efter 30 sek, men desværre var hans afslutning ikke noget problem for en velspillende LSF keeper. Vores 1.halvleg bar desværre præg af den sidste manglende skarphed i afleveringer frem i banen, da mulighederne for gode omstillinger ellers var at se.
2.halvleg får vi igen i perioder vist, at vi er rolige/boldfaste på kuglen, træffer nogle gode beslutninger i vores afspil og har generelt bedre fat i vores offensive spil. Vi kommer også foran 1-0 på et mål af indskiftede Allan, efter et fornemt oplæg af en anden indskifter - nemlig Tide. Tide spiller Allan helt blank med en afleveringer i feltet, så det ingen sag er for Allan at sætte læderet i kassen. Man må bare tage hatten af for de spillere der er blevet skiftet ind denne sæson indtil videre. Der bliver leveret fra første minut på banen og arbejdet stenhårdt for holdet.
Som skrevet længere oppe får LSF tilkendt et straffe kort før ordinær tid. Det bliver desværre for os udnyttet sikkert. Det var en kamp der osede af lokalbrag med masser af vilje og hårde tacklinger. LSF sluttede kampen med 10 mand, da en LSF spiller valgte at give Woss en albue i øjet. En kamp der havde det hele må man sige udover det rigtige resultat i vores favør.
Vi tog et stort skridt i dag selvom det desværre ikke gav 3 point. Troen på egne evner vokser i takt med point på kontoen. Vi ser frem til en hård træningsuge, hvor vi vil arbejde videre frem mod den næste, måske sværeste kamp indtil videre - nemlig Roskilde KFUM i egen hule. Dog med masser af tro på egne evner, og en indædt tro på at hårdt arbejde og finesse vil give 3 point.