Succesfuld søndag for fodbold fitness
Skrevet af: Lene Mæng28. marts 2022
Fodbold fitness-kvinderne fra BSF deltog søndag i et indendørs fodboldstævne for fodbold fitness-hold i Frederikssund. Da vi hovedsageligt træner udendørs, var alle spændte på at prøve kræfter med indendørsfodbold. Det blev en forrygende søndag med hygge, grin, intense kampe, sved på panden og godt humør. Og resultatmæssigt gik det fremragende – 4 kampe, 3 sejre, 1 uafgjort og en målscore på 7-0 – så det var bestemt en bestået præstation på en bane med bander.
På BSF’s fodbold fitness-hold er det motion og højt humør der er i højsædet, og flere af holdets spillere har aldrig spillet fodbold, før de begyndte til fodbold fitness. I vores træning kombinerer vi det bedste fra fodbold og fitness, og vigtigst af alt får vi også rørt lattermusklerne. Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage hos fodbold fitness, vi har spillere på både forskellige konditions- og fodboldmæssige niveauer. Er du kvinde (30+) og har lyst til at prøve fodbold fitness, er du hjertelig velkommen, vi træner onsdage kl. 19-20.30.