Priser for 2020 og 2021 uddelt ved dette års træner- og lederfest

Priser for 2020 og 2021 uddelt ved dette års træner- og lederfest

29. november 2021

Traditionen tro uddeles der hvert år priser til træner- og lederfesten. Priserne der uddeles er: Årets ildsjæl, årets træner og årets BSF’er. Da der ikke blev afholdt nogen fest sidste år, var der hele 6 priser, der skulle uddeles og ud over det, blev 3 af klubbens medlemmer kåret til æresmedlemmer i BSF.

 

Årets ildsjæl 2020: Jens Berglid

Jens gik i sommeren 2019 ind og overtog U18 holdet og førte dem frem til Sjællandsmesterskabet i U18 øst rækken uden et eneste pointtab. Han fik desuden holdet til altid at stille op - uanset hvornår klubben kaldte. Jens stiller også altid selv op, når klubben kalder og har været assistenttræner på U18 samt cheftræner på KS2. Tak fordi du altid har stillet op og stillet klubben og medlemmerne først. Du er klubbens mand før alt andet i en tid, hvor det ikke er på mode og derfor er du årets ildsjæl 2020!

 

Årets ildsjæl 2021: Iben Bagge

Iben har gennem de sidste år løst et utal af opgaver i BSF – i bestyrelsen, omkring HS1, til børnestævner og fodboldskoler, samt som klubfotograf for blot at nævne nogle opgaver. Hvis der har været en opgave der skulle løses, så har Iben stået der. Iben er netop trådt ud af bestyrelsen og rollen som kasserer, men har selvfølgelig allerede kastet sig over nye udfordringer og opgaver der skal løftes i BSF. Dette engagement har også resulteret i nomineringer til Årets ildsjæl både i dette og tidligere år, hvorfor Iben også var et helt naturligt valg. Stor tillykke til Iben og tak for engagement i BSF!

 

Årets træner 2020: Heidi Huus Petersen

Heidi blev tildelt den fortjente hæder med baggrund i flere indstillinger i forbindelse med at være den samlende ildsjæl, som, sammen med teamet på årgangen, har formået at holde sammen på årgangen og har været inde over årgangens 3 hold indtil der er kommet nye trænere til. Med en ukuelig indsats har Heidi været limen, der bandt det hele sammen. Stort tak for en kæmpe indsats!

 

Årets træner 2021: Simon Knudstrup

Efter en større afgang af årgangens daværende top, formåede Simon, stik imod forventningerne, at samle drengene på hold 2, samt drenge fra hold 3 i et fantastisk fodboldfællesskab. Med fokus på udvikling og sammenhold lykkedes det at vinde U14 mesterrækken og rykke op i forårets liga 2. I pokalturneringen lykkedes det tilmed at besejre flere højere rangerede klubber. Selvom om resultaterne på banen er imponerende, så er det overskyggende resultat på U14 et stærkt fællesskab og kammeratskab. Det er fantastisk hvad mennesker kan gøre med en fodbold, men endnu mere fantastisk hvad en fodbold kan gøre ved mennesker – hvilket Simon og resten af staben af trænere og ledere har vist på U14. Stort tillykke Simon med den velfortjente hæder.

 

Årets BSF’er 2020: Karina Hillmann

Karina blev helt fortjent tildelt hæderen for årets BSF’er for 2020 med baggrund i sit store arbejde som børneformand (både drenge og piger), årgangskoordinator for 2010 drenge og primær kontaktperson for samarbejdet på drengesiden med Brøndby IF. Derudover varetager hun mange opgaver, der ligger ud over de nævnte roller. Hun er en af de frivillige i vores klub, der gør en kæmpe indsats og lægger mange timer i BSF. Karina er ambassadør for de værdier, der kender tegner BSFs børnefodbold både på og uden for banen. For det skal der lyde en kæmpe tak og tillykke med titlen som Årets BSF’er.

 

Årets BSF’er 2021: Michael Falcham

Michael Falcham har gennem de senest år været bestyrelsesformand i klubben og før det menigt medlem af bestyrelsen, materialeansvarlig, banepåsætter, samt årgangskoordinator for 2001. Michael har med de forskellige kasketter spillet en kæmpe rolle i den positive udvikling BSF har haft som klub de seneste år og ikke mindste under Corona, hvor formandsposten har handlet om meget andet end fodbold. Michael forsætter sit virke i klubben omkring herresenior og med at løfte en række daglige administrative opgaver. Michael er og har således været med til at sikre kontinuitet i BSF under perioder med meget usikkerhed. Derfor er det også med den største sikkerhed at Årets BSF’er 2021 er Michael Falcham!

 

Æresmedlemmer 2020: Gert Sørensen og Claus Mortensen

I 2020 rundede to medlemmer i BSF 50 år jubilæet. Claus Mortensen og Gert Sørensen havde (samme dag, for det ikke skal være løgn) rundet et halvt århunderede i klubben. Det er i sig selv imponerende, men baggrunden for, at netop disse to mennesker gøres til æresmedlemmer, skal i højere grad findes i deres bedrifter og engagement, end i varigheden af deres medlemskab.

Claus Mortensen har gennem sin tid i klubben været træner for et utal af medlemmer, siddet i bestyrelse og været ungdomsformand. I dag er han ansvarlig for et veteran hold, medarrangør af five-a-side og mangler der en træner en træningsaften, så stiller Claus også op, uanset køn og alder.

Gert Sørensen har været træner for både drenge og piger, bestyrelsesformand og alt det midt imellem. I dag er Gert assistent træner på KS2 og talentansvarlig i pigeafdelingen. Gert har altid løftet et kæmpe arbejde i klubben, senest i generhvervelsen af pigelicens hvor Gert har været en central årsag til BSF kom tilbage i licenssystemet.

Kendetegnende for både Claus og Gert, er at de altid er i BSF og BSF altid er i dem! Kæmpe tillykke med jeres tilsammen 100 år i klubben og jeres medlemskab i jeres klub!

 

Æresmedlem 2021: Johnny Jensen

Johnny Jensen har været en centralfigur i BSF i en menneskealder – som 1. holds spiller, træner, holdleder og meget mere. I kvinde og pigefodbolden, har Johnny ikke bare løftet niveauet for klubben, men været med til at udvikle sporten nationalt. Johnnys arbejde rækker således længere end Ballerup-Skovlunde og han har igennem årene repræsenteret BSF i det meste af verden ved forskellige samarbejder og arrangementer. Selvom Johnnys arbejder har været omfattende, har det altid handlet om BSF og det gør det stadig. I de seneste år har Johnny hovedsageligt fokuseret på at få både organisationen og økonomien i pige/kvinde afdelingen til at hænge sammen og i mindre grad på det sportslige. Dog kan Johnnys betydning for BSFs pige/kvinde afdelings sportslige setup og placering ikke overvurderes, da intet i afdelingen ikke hviler på et fundament, som Johnny over en menneskealder har skabt og stadig knokler for.

Johnny er indbegreb af BSF - både traditionen og det nuværende fællesskab. Han har klubben i blodet og hvis vi (gud forbyde det) skiftet vores røde klubfarve med en anden farve, så ville det ikke overraske nogen om Johnnys blodfarve skifte med. Der skal lyde en kæmpe tak for dit engagement, for dit arbejde og for de muligheder du skaber for så mange mennesker i BSF. Selvfølgelig er Johnny æresmedlem i BSF!