GJENSIDIGE KVINDELIGA SPILLER SKIFTER TIL BSF
Skrevet af: Thomas Maale og Gert Sørensen06. februar 2022
Kvindefodbold, BSF's spillertrup og klubskifte.
Ballerup-Skovlunde fodbold har fået tilgang af Gjensidige Kvindeliga spiller Catrine Gryholt som indgår i 2 divisions truppen for den kommende sæson.
Catrine har det seneste halve år været tilknyttet Brøndbys Kvindeliga trup og før det repræsenterede hun FC Nordsjælland i Gjensidige Kvindeligaen.
BSF har en stolt tradition inden for kvindefodbolden og har en målsætning om at komme tilbage til toppen af dansk kvindefodbold. Sportschef i BSF, Thomas Maale, ser derfor også frem til at Gryholt tiltræder spillertruppen og udtaler:
Det er med stor glæde at vi har fået tilgang af Gryholt som med sin store rutine og leder egenskaber kan være med til at modne vores meget unge spillertrup og videregive sine viden og erfaring fra højeste niveau.
Gryholt har efter et halvt år i Brøndby valgt at søge mod nye udfordringer og oplevelser inden for fodbolden og her faldt valget på BSF.
Gryholt udtaler i forbindelse med skiftet til BSF
Jeg brænder for at være med til at starte et hold op fra bunden og se, hvor langt man kan være med til at føre det. Den mulighed har jeg nu fået, og det glæder jeg mig meget til. Følelsen af at lykkes med det, at vinde kampene og rykke op vil altid være noget helt specielt for mig - og det er lige nøjagtig det, som jeg nu går målrettet efter i BSF.