2008 drenge en suveræn god årgang
Foto: U13 Talent med pokalen for deres 1.plads

2008 drenge en suveræn god årgang

02. november 2020

Og her taler vi ikke om en god årgang på rødvin, men om alle de dygtige fodbolddrenge, som vi har i klubben på vores to bedste U13 hold. Begge hold har klaret sig fantastisk i deres rækker og er endt med nogle flotte placeringer.

U13 Talent vinder suverænt i Liga2
Vores bedste hold på årgangen vinder deres række i sikker stil med 25 point efter de 10 kampe, og holdet rykker nu op i ”det fine selskab”, når det står på 11-mands bold efter vinterpausen.

Med træning 4 gange om ugen og mange træningskampe mod rigtig stærke hold, har holdet rykket sig gevaldigt, og det høje niveau har også været med til at tiltrække nye spillere fra andre klubber.

Hen over vinteren vil det fortsat stå på hård træning og masser af træningskampe som forberedelse til den nye sæson med 11-mands bold. Som en del af forberedelserne tager man i slutningen af november på træningslejr på DBU´s træningscenter ved Aarhus.


At det har været muligt at kunne udvikle et så godt hold, skyldes, at en mindre arbejdsgruppe i 2019 tog teten til at fremme og videreføre et attraktivt elitemiljø for spillere, trænere og forældre. Gruppen arbejder samtidig for at skabe en sund økonomi til gavn for den fortsatte udvikling på både kort som lidt længere sigt, og for at fremme arbejdet for den ”udviklingskultur”, som der er igangsat.

Vi kalder det U13 TalentPleje, hvor vi sammen skaber:  Sunde værdier – Sammenhold - Vinder kultur – Glæde.

Hold 1 sluttede på 2. pladsen i Mesterrækken

BSFs næstbedste hold på U13 årgangen skulle i efteråret bide kræfter med rækken lige under Liga2 i form af Mesterrækken. Det blev et efterår med mange flotte kampe og gode præstationer mod stærke modstandere, hvor det lykkedes at vinde 7 ud af 10 kampe og med de 21 point at opnå en 2. plads i rækken. Et resultat, som trænere og spillere er stolte af, og som nu skal bruges som ekstra motivation for det hårde arbejde på banen der venter over vinterperioden, hvor vi både skal spille 8- og 11-mands bold.

Blandt andet qua et godt samarbejde Talent og hold 1 imellem, har hold 1 udviklet sig rigtig meget over det seneste halve år, såvel kollektivt som individuelt. Det ses blandt andet også ved at flere af de spillere der i dag spiller på Talent, er startet på hold 1. Det stærke træningsmiljø har også betydet at der er kommet fem nye spillere ind i truppen, som har givet yderligere konkurrence og kvalitet. Vi er naturligvis åbne for, hvis der er drenge der har lyst til at prøve at komme og træne med os.

Hold 1

Billede af hold 1