Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Ny sejr trods trætte ben
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig18. september 2022
Bundholdet Ølstykke var lørdag på besøg i Gryden. Og selv om BSF var mærket efter 120 minutter mod Brøndby to dage tidligere, blev det med 1-0 til femte sejr i træk i 2. division.
Under 40 timer efter slutfløjtet mod Brøndby stod den igen på 2. division for BSF. En kamp mellem top og bund, hvor Ølstykke fortsat var uden point i tabellen.
BSF lagde fra start af et højt pres, og efter små ti minutter var Emma Drewes Andersen ad to omgange tæt på at give holdet føringen, men den udeblev for nu.
For fem minutter senere fik hun serveret et langt indlæg inde foran mål og satte sikkert bolden bag keeperen til 1-0.
Den gode start fortsatte ikke ufortrødent. Pasningsfejl begyndte at indfinde sig i en periode midt i halvlegen, og det gav plads til Ølstykke. De fik dog ikke lov til at afslutte tæt nok på mål til, at det blev rigtig farligt.
Efter en håndfuld halvdårlige minutter blev en god del af startniveauet fundet frem igen, og BSF fik igen lavet indlæg og skabt chancer.
Ingen chancer til gæsterne
BSF fortsatte de gode takter efter pausen, også selv om heldet ikke var på holdets side, da Catrine Gryholts forsøg efter fem minutter ramte overlæggeren.
Mere godt spil fulgte, og Ølstykke blev samtidig holdt fra at komme til afslutninger i den anden ende. De havde ikke en ordentlig afslutning eller blev farlige i de første knap 40 minutter.
I modsætning til første halvleg faldt BSF ikke i niveauet, men blev ved med at trykke på. Det gav flere gode muligheder, hvoriblandt der også kom nogle få offsidekendelser på nogle af de helt store chancer.
Med en smal føring pressede Ølstykke på for et point til sidst, og fokus kom i højere grad over på at cleare skuddene. Udligningen var aldrig rigtig tæt på, og derfor lykkedes det at få sejren på 1-0 hjem.
”Der var ild i kuglen”
Efter kampen giver Catarina Bonke Larsen udtryk for, at spillet aldrig blev rigtig sprudlende i lørdagens kamp, fordi mange kræfter var blevet brugt i torsdagens kamp.
”Vores ben var lidt trætte efter pokalkampen. Det kunne man godt mærke på os alle sammen. Og så skal vi lige i gang med nogle finspilninger og få noget ro på i løbet af første halvleg. Der var meget ild i kuglen. Den skulle nærmest bare pløkkes op hver gang. Der var ikke så meget spil,” siger hun og fortsætter:
”Vi er vant til at være foran med lidt mere, så det er vigtigt for os, at vi ikke taber den nede i vores eget felt. Så der kommer mere fart på bolden og mere stress generelt på banen, da vi ikke har lyst til at komme bagud eller tabe til Ølstykke.”
Det lykkedes som bekendt, og selv om sejren ikke blev så stor, som den måske kunne have været med friskere ben, er der masser af ros til holdkammeraterne.
”Vi stod sammen og gav ikke op. Vi blev ikke sure på hinanden undervejs, og vi kæmpede til sidste fløjt,” slutter ”Cat”.
Med sejren fortsætter BSF stormløbet mod 1. division, men er fortsat henvist til andenpladsen bag Kolding, der vandt 4-1 over Damsø i weekendens anden kamp. BSF har fortsat en kamp i hånden i forhold til jyderne. Køge, der ikke har været i kamp i weekenden, holder fortsat fast i tredjepladsen med 5 point i fire kampe.
Netop Køge er næste modstander, når de gæster "Kunsten". Det sker torsdag 22. september, kl. 19.