Roskilde KFUM hverken turde, kunne eller ville noget i 2. halvleg
Foto: Iben Bagge

Roskilde KFUM hverken turde, kunne eller ville noget i 2. halvleg

Skrevet af: Christian Jørgenen
04. november 2019

Topkampen mellem rækkens nr. 3 (os) og nr. 1 (Roskilde KFUM) endte med pointdeling 2-2. Det er ikke nogen underdrivelse at sige hvert hold havde deres halvleg i dagens kamp. Roskilde KFUM satte sig på spillet i 1.halvleg. Vi kom ikke ud til kampen med den fremtoning, og vilje til at vinde som normalvis. Der er Roskilde KFUM ganske enkelt for dygtige. Vi ramte ikke hinanden, var for langt fra i duellerne og var generelt alt for passive i vores spil. Roskilde KFUM åbnede deres målscoring på et straffespark efter 25 minutter. De var stort set over det hele i denne periode, og fik sat chancer op. Det udmønter sig i endnu en scoring efter 33 minutter. Den kom efter en fejlaflevering midt på banen, og så gik det stærkt med en aflevering var Roskilde KFUM alene igennem, og satte læderet ind bag Palle. Hvis det ikke havde været for Palle var vi gået til pause med mere end 2-0 nede.

Jeg kan godt afsløre der ikke blev snakket taktik i halvlegen. Vi blev i stedet enige om at det udtryk, og mangel på energi vi bragte i 1. halvleg skulle ændres markant.

Alt det vi savnede i 1. halvleg kom så med fuld styrke, og lidt til, i 2. halvleg. Vi var fuldstændig alt dominerende i 2. halvleg. Ralle header os på 1-2 efter 1 minuts penge af 2. halvleg. Det var startskuddet til en halvleg, hvor vi (undskyld udtrykket) kørte Roskilde KFUM ud på røv og albuer. De lignede pludselig ikke et hold der lå klart 1’er i rækken. Nærmere et hold der ikke havde lyst til at spille kampen til ende i Gryden. Vi var over dem med det samme de få gange de havde bolden, og vores angreb bølgede mod deres bagkæde med masser af fart og fantasi. Roskilde KFUM havde pludselig svært ved at cleare simple bolde fra bagkæden, og når de endelig gjorde var det op mod en enlig angriber der lå alene fremme uden støtte. De havde travlt med at få en defensiv på benene der kunne modstå vores offensiv. Vi tilspillede os store muligheder for yderligere scoringer, og efter 64 minutter sætter Brøns udligningen ind. At sige vi havde overtaget ville være en underdrivelse. Vi fortsatte ufortrødent vores march mod deres mål. Roskilde KFUM fortsatte med at famle i blinde, og havde i hele 2. halvleg et forkølet forsøg på Palle. De fik reddet sig 1 point fordi vi desværre ikke fik udnyttet de store muligheder vi havde udover scoringerne. Bedst illustreret ved en chance til Brøns der omkring lille felt, fra fri position sender sin afslutning over mål. Da dommerens fløjte lød for sidste gang stod der 2-2 på tavlen.

Roskilde KFUM vil helt sikkert sige / mene de skulle have “lukket” den i 1. halvleg. De var trods alt foran 2-0 (som åbenbart stadig er den farligste føring). Omvendt ville jeg, hvis jeg var dem, være virkelig glade for 1 point set på den 2. halvleg de røg ud i. Vi kunne have lavet 5 mål i 2. halvleg med de chancer vi tilspillede os.

En kæmpe ros skal der lyde til hele holdet der efter en horribel 1. halvleg, tager ejerskab på 2. halvleg og får vores gæster fra Roskilde KFUM til at se middelmådige ud.

Derudover en stor tak til alle dem der kommer ud og støtter os fra lægterne. Det betyder mere for os end i tror. Vi håber at se jer allesammen igen når foråret sparkes igang. Så lover vi at arbejde hårdt gennem vinteren, så vi kan levere præstationer som 2.halvleg i dagens kamp.

På vegne af teamet omkring holdet, og hele truppen vil jeg gerne sige tusind tak for et godt efterår. Vi ses til foråret til meget mere bold.

 

Se billeder fra kampen i kampgalleriet.