Nederlag i regnfulde Kolding
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig28. september 2019
Det var regnvejr fra start til slut, da Ballerup-Skovlunde til sidst i kampen mod KoldingQ lukkede to mål ind. Afstanden op til slutspillet er nu på 7 point.
Det så længe ud til, at BSF endnu en gang kunne hente point mod KoldingQ i Gjensidige Kvindeliga. Spillerne formåede at holde stand mod værterne fra Kolding indtil de sidste ti minutter. BSF måtte derfor rejse hjem med et 0-2-nederlag i tasken.
Allerede fra kampens start lagde KoldingQ bedst ud med en række afslutninger på mål, hvoraf flere havde mulighed for at give sydjyderne en føring.
Efter små ti minutter begyndte BSF at tilspille sig sine første chancer, og efter et tyve minutter var spillet mere ligeligt mellem de to hold. KoldingQ var mindre farlige i deres angreb, og BSF kom tættere på mål i den anden ende.
Skiftet i spillet blev forstærket, og BSFs boldbesiddelse voksede, men antallet af chancer fulgte desværre ikke med. Det var tydeligt, at det var to hold på banen, der ikke ville risikere et nederlag.
Hen mod slutningen af første halvleg genvandt KoldingQ dominansen fra starten af kampen med en række chancer, hvor Naja Bahrenscheer sikkert tog sig af afslutningerne, inden et skud på stolpen blev halvlegens sidste aktion.
Flere redninger end chancer
BSF genvandt kontrollen, da kampen blev fløjtet i gang igen og havde et godt kvarter, hvor chancerne til holdet ikke var de største, men hvor KoldingQ heller ikke spillede sig frem til noget.
Når KoldingQ spillede sig frem til noget, var det igen Naja Bahrenscheer, der stod som sidste skanse og leverede flere flotte redninger.
Der blev behov for de gode redninger, for med tyve minutter igen spillede KoldingQ sig frem til flere afslutninger. Og efter 83 minutter fik KoldingQ sneget bolden i kassen, da værternes Maria Olsen headede den ind efter et hjørnespark.
Med få minutter igen blev det også til 2-0 til sydjyderne, da KoldingQs Maria Olsen igen var på spil med et langskud, Naja Bahrenscheer forgæves hoppede efter.
BSF løb stadig efter de bolde, der kunne give dem en reducering, og i overtiden var Laura Guldbjerg Pedersen tæt på med et langt løb hen mod mål, hvor KoldingQs målmand til sidst blokerede den.
"En rigtig dårlig situation"
Resultatet ærgrer Michelle Madsen.
”Vi føler egentlig, vi er godt med i perioder af kampen, særligt i første halvleg, hvor vi har nogle fine opspil, uden vi formår at få afslutninger på. Kolding skaber mange flere chancer end os i kampen, og set ud fra det er det fair, at de vinder," siger hun efter kampen.
BSF er fortsat isoleret i bunden med 2 point for ni kampe, men holdet har ikke tænkt sig at lægge sig ned og give op.
”Vi står i en rigtig dårlig situation nu, men vi må arbejde videre og få det bedste ud af det som hold og blive ved med at arbejde stenhårdt, som vi gjorde i dag. Vi skal fortsat udvikle os som hold og særligt arbejde med at blive bedre på den sidste tredjedel af banen, så vi kan komme til flere chancer og få scoret flere mål,” siger hun.
I næste weekend er der landsholdspause. Næste kamp for BSF er lørdag 12. oktober, når de hjemme tager imod VSK Aarhus i endnu et vigtigt opgør i bunden.