Foto: Milla Holvert
Ny træner: Vi skal spille mere kontinuerligt
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig26. oktober 2021
Per Agerholm er ny mand i spidsen for kvindesenior 1 og skal være med til at sikre førstepladsen i 2. divisionspuljen, der giver adgang til forårets kvalifikationsspil.
Der stod en ny mand på sidelinjen i forrige weekends kamp for BSFs 2. divisionshold. Per Agerholm har overtaget rollen som cheftræner for kvindeholdet, efter klubben og nu tidligere cheftræner Torben Frost Clausen endte samarbejdet ugen forinden.
Kampen mod Fredensborg begyndte med et hurtigt indkasseret mål, men med tre mål efter pausen blev både sejren og yderligere tre point sikret. Og selv om planen ikke var at komme bagud, var det et forberedt scenarie.
”Jeg havde en forventning om, at det kunne starte lidt rodet. Der var en forhåbning om, at det ikke gjorde, men vi var afklarede med, at det kunne ske. Og så handlede det for os om at tage action omkring de ting, der ikke fungerede. Det gjorde vi, og vi fik løftet efter nogle af de principper, vi gerne vil spille med, men også ændret taktisk til noget der fungerede meget bedre,” sagde Per efter kampen.
"Skal spiller mere kontinuerligt og svinge mindre"
Dermed er Pers første aftrykt allerede ved at finde vej til holdet, og målet omkring spillet er klart:
”Vi skal spille mere kontinuerligt, så det ikke svinger så meget, som det eksempelvis gjorde mod Fredensborg og har været tendensen førhen. Hvis vi kan spille kontinuerligt, som vi gjorde i anden halvleg, så er vi meget svære at spille imod. Det er nok det, vi skal arbejde mest med, så vi finder en stil og nogle principper at spille ud fra, som holder en hel kamp igennem. Så kan vi altid justere det derfra. Men kontinuitet er vigtigt, så vi både får sat vores erfarende kapaciteter virkelig i scene og får skabt noget, som de unge kan passe ind i med det samme.”
Hans optakt til den første kamp, hvor en sejr var påkrævet, var kort med en enkelt træningsuge, og selv kalder han det meget specielt situation pludselig at stå i.
”Det har været meget specielt, men jeg er pavestolt af pigerne og os som team. Vi rykker sammen og løfter sammen, om det går godt eller skidt. Mod Fredensborg gik det skidt i første halvleg, og så rykkede vi mere sammen i anden.”
Tidligere U18-træner
Hvis navnet Per Agerholm virker bekendt, er der en god grund til det. I januar 2020 kom han til klubben som ny træner for U18-pigerne. Derigennem har han også et kendskab til flere af spillerne på seniorholdet, og dem der er kommet op fra U18. Det har også bevist hans evne til at arbejde med konkret opgave. Nu er målet en førsteplads i puljen, dengang var det genvinde DM-licens til U18-holdet.
”Jeg kom til klubben som U18-træner for at være med til at løfte det og med til, at vi fik licens. Og jeg synes, at jeg sammen med andre i klubben fik skabt noget rigtig fedt, som Mikkel (Bjerregaard) kunne tage over.”
Mission lykkedes. BSF har igen et U18DM-hold, efter klubben fik tildelt licens i maj 2021. Per Agerholm var imidlertid stoppet omkring årsskiftet for at tage et trænerjob på Færøerne. Det vendte han hjem fra i sommers i forbindelse med start på uddannelse.
Tro på førsteplads
Nu står han igen i spidsen for et BSF-hold og over for en ny opgave. Kun puljens førsteplads får mulighed for at spille om oprykning til den landsdækkende 1. division. I skrivende stund har Østerbro den plads, mens BSF følger lige efter med et point færre og har en kamp i hånden. Østerbros førsteplads er da også først kommet i weekenden, hvor BSF har siddet over. Førstepladsen kan komme tilbage igen lørdag, når Solrød kommer på besøg i Gryden, mens Østerbro sidder runden over.
Troen på, at førstepladsen er tilbage hos BSF i sidste ende, når efterårets sidste kampe er spillet, er fuldt til stede.
”Der ligger noget arbejde i, at vi kommer til det, men troen er der, og den er god. Jeg tvivler slet ikke på pigerne, og hvad de kan, eller på teamet bagved. Så det er hovedet først og brystet frem, så tror vi på det,” slutter Per Agerholm.
Der resterer tre runder i efteråret. Den kommende kamp er mod Solrød i Gryden, lørdag 30. oktober, kl. 11.00.