Første sejr i 1. division
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig27. september 2020
Lørdag blev det endelig kvinderne i Ballerup-Skovlundes tur til at synge sejrsange, da gæsterne fra Fredensborg blev slået 3-1.
Det var en god start for BSF med boldkontrol, og den første chance blev skabt, inden uret rundede to minutter, da Maja Albertsen fik bolden i feltet, men ikke fik godt nok træf på den.
Få minutter senere blev der igen skabt muligheder, men heller ikke denne gang fandt bolden vejen til netmaskerne.
Spillet havde dog ikke kun retning mod gæsternes mål, og det var på et af deres angreb, at Fredensborgs Mitzi Møller kunne sende bolden i mål på et langskud til en 1-0-føring til gæsterne efter ti minutters spil.
Det ændrede ikke på, at størstedelen af spillet foregik på BSF’s fødder, og fem minutter senere havde Rebecca Haren et skud, der gik over mål.
Mens de store chancer udeblev, fortsatte spillet i højt tempo og med stor fysik, hvor blandt andet to grønklædte Fredensborgspillere måtte tilses efter to separate episoder.
Og selv om føringsmålet havde givet gæsterne tro på eget spil, lod BSF sig ikke kue, og små ti minutter før pausen kunne Sille Lindqvist udnytte et stort drop af Fredensborgsmålmand Therese Olesen til at udligne.
Sejren sikret til sidst
Anden halvleg var langt henad for begge hold præget af halve opspil, hårdt spil og muligheder, der ikke blev udnyttet. Derudover bestod gæsternes primære forsvar af at skyde bolden over sidelinjen.
Flere gode muligheder blev kreeret på midten, hvor Rebecca Haren driblede sig ud af flere mand-mod-mand-situationer og også tog del i fysiske dueller. De gange, hvor det førte til chancer, var det derimod slutproduktet, der var skyld i, at det ikke blev omsat til en føring.
Det lykkedes BSF at genvinde så meget kontrol, som det var muligt i den uskønne kamp, og i de få situationer, Fredensborg kom til chancer, stod Amanda Brunholt klar i målet med en sikker favn.
Hen mod slutningen pegede mere og mere også i retningen af Fredensborgs mål. Sofia Weatherall, der blev skiftet ind sent i kampen, var endnu en vigtig aktør til at holde fokus og tog også gerne del i de fysiske dueller.
Det hårde arbejde blev mere og mere tydeligt på banen, og med få minutter igen kom forløsningen, da indskiftede Sille Lønstrup fik bolden i kassen til sjælden sen BSF-føring.
Fredensborg var ikke tæt på at kunne udligne, og i stedet fuldførte Sofia Weatherall sit gode indhop med selv at score til slutresultatet 3-1 i overtiden, og dermed cementerede at sejren var i hus.
Da dommerens fløjte få minutter senere lød for sidste gang, var det med indløb fra bænken og den helt store fejring.
”Det betyder alt”
Efter kampen var der derfor også lutter smil blandt spillerne.
”Sejren betyder alt for os som hold. Det giver os troen på os selv. Vi blev frustreret i anden halvleg, og jeg tror, det var fordi, vi har tabt en masse kampe, og at vi måske følte, at det var ved at ske igen. Men vi lykkedes med at køre dem trætte, og da vi så kommer foran til sidst, så kommer gejsten tilbage,” sagde Sille Lønstrup, der naturligvis også var glad for sit eget mål.
”Det er fantastisk. Det er mit første mål for klubben, så det var en helt speciel følelse, især når vi samtidig kom på 2-1,” sagde hun med et stort smil.
Sejren kommer også ovenpå en uge med nyt trænerteam efter Anja Heiner-Møller og Torben Frost Clausen mandag overtog som henholdsvis cheftræner og assistenttræner, som Sille Lønstrup også roser.
”Der er en helt ny gejst om holdet, og det det har været en god træningsuge, hvor alle til hver træning har givet sig 100 procent og er gået ind i hver en tackling,” siger hun.
Med sejren rykker BSF væk fra pulje 2’s sidsteplads og overhaler netop Fredensborg. Lørdagens kamp var den sidste for Fredensborg, der slutter på tre point, mens BSF har en kamp tilbage til at forsøge at udbygge pointhøsten fra fire til syv point.
Sidste kamp i puljespillet er lørdag 3. oktober kl. 13.00 mod Herlufsholm på udebane.