Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Topper 2. div: 3-1 over Fremad Amager
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig23. august 2021
Det blev til endnu en sejr i 2. division, da Ballerup-Skovlunde besøgte oprykkerne Fremad Amager. Sejren på 3-1 kunne have været større, hvis værterne ikke havde været så gode til at trække offsiden.
Det begyndte godt. Der var ikke spillet meget mere end et minut før BSF spillede sig frem til et hjørnespark, der blev vekslet til endnu et. Her headede Tanya Arngrimsen den i nettet til 1-0 efter blot få minutters spil.
Det blev ikke starten på en dominans mod Fremad Amager, der er et af årets oprykkerhold. Værterne viste de tro på eget spil og lagde et højt pres, men BSF fik oftere brudt det, selv om det ikke mundede ud i de største chancer, og flere omstillinger blev dømt for offside.
Derfor blev det i stedet Fremad Amager, der kunne fejre en scoring efter 25 minutter, da Kimmie Christensen kunne sætte udligningen ind, efter holdet ellers var blevet holdt fra chancer et længere stykke tid.
Efter målet begyndte BSF igen at finde igennem forsvaret og spille sig frem til afslutninger. Fem minutter før pausen havde Sille Lønstrup en stor chance, der blev rettet af og derfor ikke gik ind, og få minutter senere fik Charlotte Skoven blokeret et skud.
Offside var største udfordring efter pausen
Anden halvleg startede ligeligt uden de store chancer til nogen af holdene. BSFs bedste muligheder blev gentagende gange forhindret af offsidekendelser. I stedet troede Fremad Amager et kort sekund, at de havde bragt sig foran, inden målet blev underkendt.
Det lykkedes også at komme igennem offsidefælden, men karakteristisk kom målet til 2-1 ikke efter en omstilling, men i stedet på et langskud af Pernille Larsen efter en god times spil.
Flere offsidekendelser fulgte, men to gange var føringen tæt på at blive udbygget, da først Sille Lønstrup og bagefter Emilie Stolzenbach havde gode skud på mål.
Først i overtiden kom målet til 3-1 , da Emma Drewes lobbede bolden over målmanden og cementerede sejren.
"Vender kampen efter en rodet affære"
Kampens sidste målscorer bekræftede efter kampen, at anden halvleg var meget bedre end første.
”Det er en meget rodet affære til at starte med, hvor vi ikke leverer, hvad vi ved, vi kan, også selv om det lykkes os at score tidligt. Vi får vendt kampen i anden halvleg. Vi kommer ud med en anden indstilling og en anden energi. Jeg var ikke tvivl om, at det kunne lykkes os at vende spillet ud fra deres måde at stå på, og fordi vi er et bedre hold,” fortalte Emma Drewes.
En af de store udfordringer i lørdagens kamp var de mange offsidekendelser, der stoppede omstillingerne.
”De står højt i deres spil, og når vi forsøger at udnytte bagrummet, mangler vi timing i løbene, og så kommer offsidekendelserne. Det bliver lidt for spændende til sidst, og vi skulle nok have spillet bolden mere rundt i stedet for at jagte bagrummet,” sagde Emma efter kampen.
Emma, der til dagligt spiller på klubbens U18 DM-hold, har flere gange været udlånt til senior, og lørdag scorede hun sit første mål for kvindesenior.
”Jeg er glad for at få muligheden for at spille med i dag, og det er super fedt også at score. Det er lige prikken over i’et.”
Med to sejre topper BSF puljen i 2. division. Tre hold har spillet to kampe, og BSF er det eneste af de tre, der har vundet begge deres. Næste kamp i 2. division spilles mod Fredensborg på Fredensborg Stadion. Kampen spilles søndag 29. august, kl. 14.00.
Allerede på onsdag er der lagt op til et brag af en kamp, når 2. runde af pokalturneringen skal spilles. FC Nordsjælland – pokalvinderne fra 2020 – kommer på besøg i Gryden. Kampen spilles på onsdag 25. august, kl. 18.00.