Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Målløs start på 1. division
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig15. august 2023
Uheld og manglende skarphed spændte ben for Ballerup-Skovlundes ellers lovende premiere efter oprykningen til 1. division. Det første point blev dog sikret efter 0-0 ude mod Sundby.
På en halvlummer augustlørdag blev der endelig taget hul på den længeventede 1. division. Første opgave var Sundby på udebane.
BSF lagde godt fra start med et højt pres, og selv om chancerne lod vente på sig, begyndte de at finde vej efter et kvarters tid, og flere af dem kunne give føringsmålet.
Der var ikke meget aktivitet i den anden ende af banen. Sundby var sjældne gæster og spillede sig ikke frem til meget, når de endelig kom derned. Alligevel var en misforståelse efter et hjørnespark tæt på at give værterne et heldigt mål, men efter et kort øjebliks forskrækkelse blev bolden clearet.
Selv om der stod BSF på resten af halvlegen og chancerne, lykkedes det ikke at finde vej til netmaskerne.
Flere chancer, men stadig ingen mål
BSF fortsatte med at presse på for en scoring fra anden halvlegs start, hvor den første store chance kom allerede inden for det første minut.
På trods af afslutninger i hobetal, var det skarpheden, der manglede – og dermed også føringen og muligheden for alle 3 point.
Sundbys enkelte dobbeltafslutning efter en omstilling var den eneste trussel fra værterne efter pausen, men Lærke Rasmussen stod en fin kamp og havde heller ikke de store udfordringer i denne omgang.
”Mangler kynisme og skarphed”
Det endte derfor målløst og med en flad fornemmelse, efter de mange muligheder for scoringer, fortalte Marika Svensson efter kampen:
”Det er en ærgerlig start, fordi det er en kamp, vi vidste, vi skulle vinde for at få de vigtige point. Vi ligger godt på banen, har en masse energi fra start, og vi kommer også frem til rigtig mange chancer, men formår ikke at udnytte dem.”
Hun har heller ikke svært ved at pege ud, hvad der blev afgørende for kampen.
”Det er kynisme og skarphed, som vi mangler, og som vi fokuserer på til træning i den kommende uge, for op til denne kamp var det presset og erobringsspillet. Vi skal vide, hvad vi skal gøre lige så snart vi erobrer bolden.”
Selv om det ikke blev til den ønskede start resultatmæssigt, så er begejstring over, at holdet nu endelig har indtaget sin plads i 1. division.
”Lige i denne kamp har det ikke føltes som så stort et spring i forhold til tidligere, men det er fedt at kunne sige, at vi spiller 1. division, for vi har gået efter det i rigtig lang tid,” slutter Marika Svensson.
I rundens øvrige kampe vandt både Odense Q og B.93 4-0 over hhv. Næstved og Varde, mens Østerbro også kom godt fra start med en 3-1-sejr over ASA, Aarhus. Derfor befinder BSF sig lige nu i midten af tabellen på en delt fjerdeplads.
I denne uge er der to kampe på programmet. Allerede onsdag 16. august skal holdet i aktion igen, når der tages hul på pokalturneringen. I 1. runde møder venter Damsø på Vanløse Idrætspark. Onsdagens værter har endnu ikke spillet deres første kamp i dette efterårs 2. division. Kampstart er kl. 18.30.
Lørdag 19. august gælder det 2. runde i 1. division, hvor Odense Q kommer på besøg i Gryden. Kickoff er kl. 11.